Om DABTours

Mit navn er Kenneth Langkjær, og jeg står bag DAB Tours. Til daglig arbejder jeg som B:A:M Kropsterapeut og brænder for at arbejde med mennesker – og finde den balance mellem det fysiske og mentale, der gør en forskel. Før jeg kastede mig ud i denne verden, arbejdede jeg i næsten 25 år som selvstændig skovhugger, så jeg ved noget om hårdt arbejde og vedholdenhed!

Min passion for cykling begyndte i 2008 med triatlon, og siden da har jeg gennemført Ironman-løb i både Spanien, Kina og USA. Gennem de sidste 15 år har jeg været aktiv som motionist og licensrytter på både landevej, MTB og Gravel. Udover min erfaring på cyklen har jeg konstant videreuddannet mig – jeg er kostvejleder, havkajakinstruktør, klubtræner med uddannelser fra Danmarks Cykel Union, Body All Mind Kropsterapeut og Åndedrætsterapeut.

DAB Tours blev født på de mange timer i Andalusiens bjerglandskab omkring Sierra Nevada. Mit mål var at skabe den ultimative cykeltur, hvor vi ikke kun oplever bjergenes skønhed på to hjul, men også forkæler krop og sind med god mad, velvære og plads til en kold øl efter dagens strabadser. Sammen med Morten og Freja fra Hotel La Ventera sørger vi for, at der bliver kræset for alle sanser, når cyklen er parkeret for dagen.